- I starten af juni
måned 2003 læste jeg bogen "Camino" af Shirley McLaine. Jeg havde set den
mange gange og havde ofte villet læse den uden egentlig at vide hvorfor.
Samtidig troede jeg, at Camino bare var et navn, hun havde givet bogen. Jeg
havde aldrig før hørt om Caminoen og vidste derfor intet om den. Jeg blev
fanget... Selv om jeg til tider fandt bogen lidt underlig, så vidste jeg,
inden jeg var færdig, at jeg selv skulle gå Caminoen. Jeg kan ikke
forklare, hvad der "kaldte" på mig... jeg vidste bare mere end noget andet,
at jeg selv skulle af sted og gerne nu!! Aldrig har jeg været så sikker på
noget. Jeg begyndte at planlægge.... undersøge - læse alt, hvad jeg kunne
finde på nettet, stille spørgsmål... lånte en rygsæk... købte en
sovepose og vandrestøvler... bestilte flybilletter.. og 2 måneder senere
stod jeg i St. Jean-Pied-de-Port. Var jeg nervøs for turen, vandringen -
distancen.... 800 km? Overhovedet ikke.... Mit valg føltes meget meget
rigtigt, og jeg havde aldrig før været så sikker på noget.
-
- Den 17. august trådte
jeg de første skridt på det, der skulle blive mit livs hidtil største
oplevelse. En vandretur på ikke mindre end 800 km kun med den mest
nødvendige oppakning på ryggen. Jeg krydsede den første dag
Pyrenæerne
til fods, 24 km opad i støt stigning, indtil jeg havde nået toppen (1500
m.o.h.), og så kun 4 km stejlt ned mod første overnatning i Roncevalles i
Spanien. Allerede den første dag kunne jeg mærke, at dette skulle blive
noget helt specielt. Jeg har på denne tur haft en skøn følelse af at føle
mig fri og superglad. Jeg har vandret fra fuldmåne til fuldmåne, gennem
skove af figentræer, citrustræer og eukalyptustræer – helt fantastiske
dufte. Marker med solsikker, majs og korn, vinranker. Besteget bjerge. Som
”ensom” pilgrim har det været en rejse ikke kun af fysiske dimensioner, men
lige så meget en psykisk og åndelig udfordring.
-
- At komme hjem igen til
"hverdagen" var en lige så stor udfordring. At vænne sig til ikke længere at
skulle vandre hver dag - men i stedet at skulle på arbejde. Jeg havde en
enorm energi - var superglad, men kunne ikke kapere den stress, jeg så
omkring mig. Jeg havde flyttet mig meget, lært mig selv at kende helt i
dybden - fundet nye grænser - var blevet mere rolig, mere glad, og jeg
mærkede, at andre mennesker ikke havde flyttet sig så meget som jeg selv.
Den del var det sværeste. Samtidig var og er det stadig svært at fortælle
om turen og mærke, at andre ikke mærker den samme glæde, jeg har.
-
- Jeg har hjemve....
eller rettere Camino-ve - jeg længes efter Caminoen og det, den gav mig.
Det er svært at forklare helt præcis, hvad der driver dig frem, men der sker
noget indeni, og Caminoen har en magisk kraft, som fylder hele dit indre...
man kan slet ikke lade være... jeg VIL vandre Caminoen igen. I år 2005.
Næste rejse går til Camino del Norte - langs den spanske nordkyst fra San
Sebastian til Santiago (eller måske kun fra Bilbao til Santiago).
-
- Nu snart et år efter
kan jeg stadig mærke Caminoens magi - og vandrer ofte i mine tanker på
Caminoens små veje og stier. Jeg kan stadig mærke duftene, huske ansigterne,
samtalerne, trætheden og vablerne.... og jeg nyder hvert et sekund...
|