CAMINO de SANTIAGO

Søndag,  24. august  2003

Det blev en morgen med afsked og tårer. At jeg skulle skilles fra Mary T, vidste jeg ikke. Det måtte ske før eller siden.  Jeg holder meget af hende og fældede en del tårer, da vi sagde farvel. Hun og de andre piger ville i dag stoppe i Navarrete, og selv var jeg fast besluttet på at gå til Nájera. Jeg har en tidsplan, og de har al den tid, de skal bruge.

 

Turen til Nájera var lang, 32 km, og meget varm. Da jeg ankommer, har refugiet ikke åbnet endnu. Jeg lægger min rygsæk i den lange kø af andre rygsække...  smider støvlerne og tager mine sandaler på...  fødderne elsker luften...  og min vabel får nu en chance for at hele lidt...   Jeg sætter mig op ad muren i skyggen sammen med nogle af de andre pilgrimme...  spiser min frokost...  og Fabio dukker op. Jeg bliver glad for at se ham, jeg var ikke helt klar til at sige farvel til ham endnu. Han halter og næsten læner sig op af sin vandrestav. Hans ene ankel er voldsomt hævet.

 

Endelig åbner refugiet.  Vi kommer ind og får tildelt en nummereret seng, og her er snart fyldt op.  Nogle får sengepladser i en lille hal et stykke derfra. Andre kommer forgæves og må fortsætte. Man mærker straks, at her er en helt særlig stemning.  Masser af energi og kærlighed. Overnatningen er "gratis", eller som der står i låget på den ubevogtede pengekasse..  "Leave what you can or take what you need". ("Læg hvad du kan eller tag hvad du behøver").  Støvlerne bliver rengjort - ikke af mig selv... der bliver lavet te til os...  og mine lægge og lår får en gang massage af en fysioterapeut. Gratis. Fabio får tilset sin ankel, han er nervøs for, om han kan fortsætte. Hun siger til ham, at det kan han godt... han skal bare have et støttebind på, som han skal købe på et apotek. De findes overalt, desværre er det jo søndag i dag, så de har lukket.

 

Jeg lægger mig en halv times tid og slapper af. Man kan høre lidt snorken rundt omkring....   trætte pilgrimme. Jeg finder det interessant at observere, hvor forskelligt denne rejse påvirker os alle...   rejsen får det bedste frem i os...  jeg har endnu ikke mødt nogen, som kun tænker på sig selv, og som ikke vil dele. Samtidig er nogle plaget af smerter, de har ondt i muskler eller sjælen og græder meget...  jeg føler mig nærmest opløftet og griner meget. Jeg tror, jeg kunne rejse sådan resten af livet.. bevæge mig fra sted til sted...   i begyndelsen af denne rejse var Santiago målet...  og lå der langt langt væk...  nu har jeg opdaget, at Santiago bare er et stoppested...  at det faktisk er selve rejsen, der er målet...  rejsen flytter så mange ting inde i kroppen. Jeg bliver gladere og gladere. 

 

Efter mit lille hvil tager jeg en tur rundt i byen...  går ned til floden og lægger mig i græsset og lytter til flodens bevægelse... Vandets hastige "vandring" har en hypnotiserende virkning. Langsomt glider mine øjne i, og jeg falder i søvn..  men kun for en kort stund... tror jeg kun har sovet i et par minutter. Jeg rejser mig og går ind mod byen og refugiet igen. Her møder jeg Fabio. Vi beslutter at købe ind til en gang aftensmad...  og Oliver fra Frankrig, som har gået hele vejen fra Le Puy, slutter sig til os...  Oliver har 700 km mere under skosålerne end jeg. 

 

Vi har købt ind til at lave lidt suppe. Under madlavningen aftaler Fabio og jeg at følges til Grañón i morgen.  Vi spiser og kryber til køjs...

Grañón - dag 9 >>>

<<<

<<<Oversigt