|
Jeg fik
ikke sovet så meget. Tænkte meget på, hvad jeg måske har ladet gå. Tror dette
har været en kæmpe lærestreg for mig.
Da vi
ikke fik brændt tøjet af ved det store bål i går, tog Fiona og jeg lige efter
morgenmaden helt ud til det yderste punkt ved Finisterre, klatrede ned af
klipperne, helt ned til vandet, tændte et lille bål og brændte vores tøj af
ved en lille ceremoni. Jeg havde mine egne små tanker, som fulgte med for
hvert et stykke tøj... Tørklædet, som jeg havde båret omkring håret hver
dag, var næsten helt farveløst af vand og sol hver dag. T-shirten var blevet
grim og begyndt at lugte.... den smeltede hurtigt i flammerne. Bukserne var
blevet mørke i kanten omkring livet... af sved og afsmitning fra rygsækken -
de ville aldrig blive pæne igen, så de røg i flammerne. De smeltede også...
som plastik. Og endelig et par sokker...
Efter endt afbrænding
ville Fiona skynde sig tilbage, så hun kunne nå bussen tilbage til Santiago.
Jeg ville blive siddende og nyde udsigten ud over havet og give tankerne frit
løb. En fantastisk rejse er ved at være slut. Jeg havde ikke regnet med at
forelske mig. Han havde taget mig med storm. Og så ved han det ikke engang,
eller gør han? På vej tilbage til mit hostel møder jeg Eve (fra Tyskland).
Hun fortalte mig, at hun havde mødt Enda ved busstationen i morges, og han så
rigtig trist ud. Smilet i hans øjne var væk. Jeg gør mig en masse tanker. Var
det p.g.a. mig....? Finder jeg mon nogensinde ud af, hvad der egentlig skete
med os.
Eve og jeg beslutter os
for at dele samme værelse, som Fiona og jeg delte. Vi får en god snak om alt
muligt. Vi køber lidt mad og tager det med ned på stranden. De fleste
pilgrimme fra i går er væk. Rejst hjem. En skøn og solrig dag. Vi gik i
vandet. Kastede os rundt i de høje bølger. Og nød det gode vejr. Det er næsten
umuligt at tro på, at det kun er et år siden, at hele stranden var badet i
olie fra det forulykkede skib, Prestige. Selv om der stadig bliver renset og
holdt øje med, hvad bølgerne måtte kaste ind, så er vandet så rent, at man kan
bade i det.
Efter endt svømmetur
tager vi ned på caféen. Sarah og Heike og to andre tyske piger er ankommet.
Det var dejligt at se Sarah igen. Hun var stadig ved godt mod trods sine
vabler. Mine egne vabler har fået lov at hele, mens jeg har rendt rundt i
sandaler. Vi hygger med pigerne. De indlogerer sig på vores hostal. De bliver
bare en nat. De to tyske piger skal hjem i morgen, og det skal Sarah også.
Heike har lejet en bil og vil køre lidt rundt.
Aftenhimlen er helt klar
til endnu en skøn solnedgang over Verdens Ende. Formodentlig den sidste af
slagsen. De har lovet dårligt vejr fra i morgen. Mens solen langsomt går ned,
deler Eve og jeg en flaske vin. Mine tanker er mange steder.... hos Enda og på
Caminoen. Jeg tænker på de mange venner, jeg har skabt mig på denne rejse.
Mary T og de 3 andre amerikanske tøser. Jen. Parret fra Ungarn. Chris, Sarah
.....og Enda......
- Jeg aner endnu ikke, hvad
jeg vil i morgen. Jeg føler ikke, at jeg har noget at blive her for.... Enda
er rejst... Her er ikke meget at lave, hvis vejret er dårligt. Tre dage i
Santiago er måske lidt for meget. Men tingene løser sig jo, har jeg
opdaget... så i morgen åbner der sig en dør... det er jeg sikker på.
|