|
Jeg sov "længe", så længe,
som det nu var muligt. Hele morgenen, iden kl. 5 ca., har folk rendt på
toilettet, raslet med poser, snakket og pakket rygsæk... mange rejser hjem i
dag... også i dag... jeg har lige nogle dage endnu. Og i dag går turen til
Cap Finisterre - Verdens Ende. Jeg håber, Enda stadig er der... Jeg tager
et hurtigt bad - og får pakket mine ting. Forlader refugiet... og bevæger
mig mod busstationen. Jeg besøger en café på vej mod busstationen, de
reklamerer med stor morgenmad for næsten ingen penge... den hopper jeg på.
Café con leche, appelsinjuice og 2 croissanter... bliver mæt. Jeg sidder og
tænker tilbage. Kan slet ikke fatte, at jeg har bevæget mig den lange vej
til fods, og nu er jeg så på vej til verdens ende. Dog med bus.
Jeg ankommer til
busstationen er hel time, før bussen kører... køber en returbillet, da der er
€ 4 at spare ved dette. Jeg skal jo tilbage her til Santiago igen.
Busstationen er ikke det mest spændende sted at opholde sig. Men det har
busstationer jo aldrig været. Alternativet er at rende rundt i Santiagos gader
med min rygsæk... Og det gider jeg ikke... Fiona er dukket op. Det troede
jeg faktisk ikke, hun ville... Men jeg er glad for at se hende. Vi sidder i
caféen inden afgang. Hun virker rastløs...
Små to timer med bussen,
og nu er vi her.
Cap Finisterre -
Verdens Ende. I gamle
dage var det her, den kendte verden sluttede... resten var kun hav... og
bagved - det ukendte. Vi er ikke mere end lige stået af bussen, og jeg spotter
Enda. Siger til Fiona, at jeg lige vil kigge forbi caféen. Han smiler, da han
ser mig, men siger ikke noget... han øjne fortæller meget mere. Jeg siger
heller ikke noget. Vi er nogle mærkelige mennesker, ham og jeg. Tror vi begge
er hundeangste for, hvad vi føler. Måske fordi vi fremover vil være så langt
fra hinanden. Og dog vil jeg flytte til Irland, hvis det kræves...
Vi sidder alle og snakker
et par timer... aftaler, at vi alle mødes på stranden i aften. Flere har
aftalt, at der bliver lavet noget fælles mad, og så skal der traditionen tro
brændes tøj af ved det store bål. Fiona og jeg vil nu finde et sted at
overnatte... Refugiet må vi ikke sove på. Vi har ikke vandret eller cyklet
til Finisterre, så derfor kan vi ikke overnatte her. Vi finder et billigt
hostal, € 20 for en overnatning i dobbeltværelse, € 10 pr. næse. Værelset er
godt til prisen... gode senge, rent og dejligt badeværelse. Luksus i forhold
til hvad jeg har oplevet de sidste 4 uger.
Vi tager en lur og et bad
og vil nu shoppe lidt. Får købt lidt spiseligt... Min mave er stadig i
uorden. Den rumler og bumler. Fionas mave har det heller ikke for godt. Jeg
beslutter mig for også at købe et par nye bukser. Hvis jeg skal brænde mine
beskidte vandrebukser af i aften, så bliver jeg nødt til at have noget andet
at rejse hjem i. Finder et par... leder vanen tro efter min størrelse... men
nej... de har dem kun 2 størrelser mindre. Fiona siger, at dem kan jeg da
sagtens være i. Hmmm. Jeg prøver dem... bare for at bevise, at hun tager
fejl. Aldrig har et par bukser, som er 2 numre "for små", siddet så godt på
mig... "aldrig" har jeg været så tynd. Jeg nyder det og køber dem fluks.
Jaaaa... jeg har tabt mig 2 buksestørrelser.....
Ved 18-tiden går vi ned
mod stranden, hvor vi skal møde de andre... Stranden er næsten helt tom, da
vi ankommer. De, som allerede er kommet og som har tilbragt natten på
stranden, sidder inde i en "bugt" mellem klipperne. De er gået i gang med at
tænde bål... Vi mangler mere brænde, så vi samler alt, hvad vi kan finde, og
snart har vi brænde nok til at holde ild i bålet hele natten. Nogle begynder
at lave mad - og "bage" brød. Nogle flade brød af snobrødsdej - som bliver
bagt på en rist på bålet. Mens de laver mad, stikker Fiona og jeg fødderne i
vandet. Faktisk blev hele kysten ved Finisterre i oktober sidste år "smurt"
fuldstændig ind i olie, da skibet "Prestige" forulykkede med flere tusind tons
olie. I dag kan man næsten ikke se det. Der er blevet renset godt. Enda dukker
op, og min i forvejen urolige mave bliver pludselig endnu mere urolig, og jeg
sitrer i hele kroppen. Jeg bliver nødt til at fortælle ham, hvad han har
gjort ved mig.
Enda kommer hen og siger
hej, han fortæller mig, at jeg ser dejlig ud - jeg bliver lidt "nervøs". Jeg
takker og giver ham et knus. Vi sidder alle foran bålet og snakker, mens maden
bliver klar.... Enda ved siden af mig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved
mig selv. Vi snakker om alt andet end det jeg gerne vil fortælle ham. Der
dukker flere op ved bålet... og maden er ved at blive klar. Vi spiser og
hygger og snakker alle om vores forunderlige rejse. Enda og jeg, som
efterhånden sidder på hver vores side af bålet, får indimellem øjenkontakt...
Måske ser jeg ham aldrig mere... han rejser hjem til Irland i morgen, og jeg
bliver her.... lidt endnu. Mørket falder på, og himlen viser sine gaver i
form af funklende stjerner. Jeg nyder disse stunder. Jeg beslutter mig for
at sige farvel... til Enda nu. Jeg kan ikke længere sidde her. Jeg har ondt i
maven, og jeg er ked af, at jeg ikke har fået taget mig sammen til at gøre
noget ved dette.
- Jeg giver ham et knus og
ønsker ham alt godt i fremtiden. Vi aftaler at holde kontakten via e-mail. Han
slutter af med at sige, "Jeg er sikker på, at vi mødes på en anden Camino en
dag". - Det håber jeg, siger jeg og giver ham et kindkys og går. Jeg får tårer
i øjnene. Fiona følger efter. Hun mener, det nok er bedst på denne måde. Jeg
er ikke enig. Tilbage på vores hostel deler vi en flaske vin og går i seng.
Efter kort tid står jeg op igen og sætter mig udenfor. Kigger på stjernerne og
sender Enda en kærlig tanke. Jeg vil savne ham. Han har vundet en stor plads
i mit hjerte.
|