|
Jeg var oppe mange gange
i nat. Min mave var dårlig. Jeg kastede op, og min krop var HELT slap. Jeg fik
ikke sovet så meget. Var det for meget Urojo? (snapsen) eller kroppens signal
til, at nu gider den ikke mere... eller en blanding af begge... Det er
klart, at kroppen slapper mere af nu, hvor "målet" er nået. Det begynder
langsomt at blive lyst udenfor, og nyudklækkede pilgrimme begynder at stå op.
De skal hjem i dag... Jeg bliver liggende lidt endnu, prøver at få sovet
lidt. Efter lidt tid står jeg op... pakker rygsækken... selv om jeg vælger
at blive her endnu en nat, så skal vi være ude af refugiet mellem kl. 10 og
kl. 14. - Det eneste refugium på hele rejsen, hvor man må sove 2 nætter i
træk. Udenfor mødes jeg med Enda og Chris... Chris vil blive i Santiago
endnu en dag, og Enda vil til Cap Finisterre i dag.
Min plan var at blive i
Santiago i dag og tage til Cap Finisterre i morgen, men jeg har lyst til at
følge Enda. Jeg vælger dog p.g.a. min dårlige mave at blive i Santiago endnu
en dag. Jeg siger farvel til Enda for anden gang - (første gang i Portomarin)
- han siger, "Jeg er sikker på at, vi ses på Finisterre". (Det håber jeg). -
Jeg giver ham et farvelknus. Chris og jeg vil finde noget morgenmad. Vi
møder Eve fra Tyskland, og hun slutter sig til os. Chris og jeg afleverer
vores rygsække i "backpack drop" ved siden af pilgrimskontoret.. de passer på
rygsækken gratis eller mod donation... Den skal bare hentes inden kl. 16.
Det giver en frihed ikke at slæbe rundt på den i byen.
Vi finder et sted at
spise morgenmad... min mave er fuldstændig smadret... har ingen appetit, men
er nødt til at spise noget. Det bliver bare til en kop café con leche... selv
om det ikke er det bedste for maven. Jeg kommer til at tænke på vandet i
vandhanen i Santa Irene. Det smagte grusomt, mon det er årsagen til min
dårlige mave... Jeg forlader hurtigt Chris og Eve... vil finde en internet
café og sende nogle e-mails hjem.
Jeg beslutter mig for at
lokalisere busstationen, så jeg ved, hvor jeg skal finde den i morgen. Men
vælger desværre at gå den forkerte vej og finder i stedet togstationen. Ingen
tog til Finisterre... Jeg spørger om vej til busstationen, og spanieren, jeg
taler med, siger at der kommer en bus om 10 minutter, som kører den vej. Jeg
fortæller ham, at jeg vælger at gå... jamen, der er langt, siger han... 2
kilometer.... Haha - Han skulle bare vide... at jeg lige har afsluttet 800
kilometers vandring... så 2 kilometer er ingenting.
- Det er varmt, og selv om
jeg har vand nok med mig, bliver jeg mere og mere dårlig... min mave er i
oprør. Jeg finder en lille købmandsbutik og vælger at købe nogle fiberkiks,
som maven kan arbejde lidt med. To gange må jeg løbe ud af butikken for at
kaste op. Jeg sætter mig i skyggen og spiser lidt kiks og håber på at få lidt
ro på maven. Jeg fortsætter, finder busstationen og får en køreplan... Jeg
bliver dårlig igen. Og må endnu engang kaste op.. Hvordan kan min mave
indeholde så meget.... - Jeg beslutter mig for at aflyse aftalen med Chris,
han må spise aftensmad alene... Jeg leder efter ham, og endnu to gange vender
min mave vrangen ud. Mon jeg overhovedet kommer til Finisterre i morgen? Jeg
finder Chris og fortæller, at jeg vil droppe aftensmaden og i stedet gå i
seng. Jeg spiser nogle flere fiberkiks og får langsomt mere ro på maven. Får
sovet igennem.
|