CAMINO de SANTIAGO

Tirsdag, 19. august 2003

Endnu et velfortjent stempel er nu i passet. Vi tog tidligt af sted i morges... kl. 6.30 -  jeg følges stadig med de 4 piger.  Det var skønt, at solen endnu ikke var stået op... Vi gik 6 km til Larasoaña, hvor vi fandt en lille bar (café), hvor vi fik den højt elskede café con leche - kaffe med mælk. Det minder mest om en café latte og  smager absolut skønt. En halv times pause, og så gik vi videre.

 

En dejlig men varm dag... MEGET varm …. 40° - min camelbag i rygsækken tømmes hurtigt. Heldigvis finder vi en fuente, så vi kunne tanke op igen. Ved fuenten / vandposten møder vi Fabio fra Italien..  hmmm..  MUMS.. en flot fyr, og charmerende... meget endda. Han har fået en slem vabel på den ene lilletå, og han bliver "tilset" af de 3 sygeplejersker fra USA.

 

Turen går op op op.... jeg går delvist alene. Det er skønt,  man har hele tiden velkendte ansigter inden for rækkevidde. Det er absolut skønt at vandre i denne fantastiske natur og glemme alt om livet derhjemme.

 

Efter mange timers vandring kommer vi til en by, som jeg faktisk allerede har glemt navnet på. Her stopper vi ved byens kirke og får endnu et stempel, som siger "Amigos del Camino de Santiago".  Vi bliver inviteret indenfor i kirken... Kirkepasseren, Silvano Miguel, fortæller på spansk alt om kirkens historie med et glimt i øjet, man ikke ser hos mange mennesker...  Han elsker dette, det er så tydeligt at læse i hans øjne og høre på hans stemme, som ivrigt fortæller videre.  Jeg forstår ikke et ord, men Mary T kan lidt spansk, så hun oversætter så godt hun kan.  Vi forlader kirken og Silvano efter en halv time og fortsætter til den anden ende af byen, hvor vi finder et godt sted at spise vores medbragte frokost. På vej ud af byen hører jeg nogen kalde på mig. Det er Iris og Constanze, de genkendte mig på flaget på min rygsæk. Vi følges alle ad til Pamplona.

 

Refugiet ligger i den anden ende af byen. Der er langt. Specielt mens vi vandrer gennem den gamle bydel, hvor gaderne er smalle, og der ikke kommer luft ned mellem bygningerne. Temperaturen ligger på de 40°, og min camelbag er pludselig tom. Heldigvis har jeg stadig min ½--liters flaske med vand... men der går kun få minutter, så er den også tom.  Jeg føler mig en smule dehydreret og bliver lidt dårlig. Hvert skridt føles tungt, og fødderne koger.  Endelig dukker refugiet op. En gymnastiksal på en skole. 100 sengepladser...  Jeg får mit stempel - Stemplerne føles som løn efter en hård dags arbejde. Langsomt begynder velkendte ansigter at dukke op. Fabio og de 3 franske piger. Jeg har besluttet, at jeg vil være alene i aften. Jeg har brug for det. Jeg vil finde en internet café og sende en e-mail... få lidt at spise og så gøre min rygsæk klar til i morgen.

 

... En ældre engelsk herre dukker op. Præsenterer sig som John. Han fortæller, at han selv gik Caminoen for 3 år siden, og at han siden har arbejdet som "camino hjælper". Han står hver dag et nyt sted på Caminoen og serverer te eller kaffe og plejer vabler.  Han inviterer mig på en Cola i gårdhaven, og jeg takker ja. Han fortæller mere om sig selv, og han begynder at lyde bekendt.  Jeg genkender ham som "englen på bjerget", som Elin havde fortalt mig om. Vi sludrede en halv times tid, og det begynder at regne...   jeg vil løbe ind i seng.  John når at fortælle, at han vil stå på toppen af bjerget i morgen på vej mod Puente la Reina ( betyder: Dronningens bro).

Puente la Reina - dag 4 >>>

<<<

<<< Oversigt