CAMINO de SANTIAGO

Søndag, 14. september 2003

Sikke en urolig nat….  Jeg har næsten ikke sovet. Vendt og drejet mig hele natten. Rastløst lyttet til min egen og de andres tunge og urolige vejrtrækninger. Har checket klokken hver halve time, tror jeg.  Min krop var og er stadig meget urolig… ca. 20 km til Santiago….  20 km. Det er slet ikke til at fatte.  Mange har været længe undervejs… og nu er vi så tæt på…  Jeg forlod refugiet i Santa Irene lidt i 6 – skyndte mig lige at fylde min camelbag op i fontænen udenfor….  Vandet inde i refugiet smager forfærdeligt. 

Det var helt mørkt…  og da jeg gik ind i skoven, måtte jeg have pandelampen frem.…   man kunne ikke se stjernerne for trækronerne. Det var som at vandre i en trylleskov. Stien var helt mørk og stenet, og jeg kunne kun se et par meter frem. Jeg var helt alene. Skønt.  Og jeg var tændt…  nu var jeg på vej til Santiago…  og om et par timer ville jeg være der.  Jeg gik og sang og dansede… og mine ben flyttede sig hurtigt men sikkert.  Jeg kunne ikke stoppe…  det kunne ikke gå hurtigt nok.  Jeg synger den sang, jeg selv har digtet på Rod Stewart’s….  ”I’m sailing”.  

Undervejs passerer jeg et spansk par… som griner, da jeg danser forbi. BUEN CAMINO, råber de……   og jeg får råbt tilbage  ”Equalmente….. ”   – i lige måde….  Man har vel lært nogle få gloser undervejs.  Da jeg kommer ud af skoven, kan jeg ikke se nogen gule pile eller stenstøtter med den berømte muslingeskal på….  Hvor skal jeg hen?  Jeg går ned mod vejen, jeg syntes lige, jeg så nogle pilgrimme gå forbi dernede…   for enden af vejen skal jeg igen tage stilling…  kan ikke lige få øje på stenstøtten, så jeg drejer mod venstre…. og følger vejen ca. 1 kilometer….  indtil jeg accepterer, at jeg nok er gået forkert. 

Jeg vender om og går tilbage….  ser nu pilgrimme krydse vejen, hvor jeg drejede mod venstre..  de går over mod skoven.  Jeg følger dem og ser nu den stenstøtte, jeg overså før….  De kan da også bare stille den midt på vejen med lys på, så os, der går og sover, også kan se den…..  ;-)   Nå, men nu er jeg igen på rette spor…  Jeg overhaler  Fiona og Christelle…  og det spanske par (igen).   Snart er jeg langt foran…   Jeg flytter mig stærkt…  jeg er drevet af en kraft, jeg slet ikke kan beskrive…   Jeg overhaler flere og flere pilgrimme. En råber efter mig…  ”Why are you running….??”  Hvorfor løber du?…   løber? Jamen jeg løber da ikke… eller gør jeg?  

Fremme ved Monte de Gozo stopper jeg lidt modvilligt og får lidt morgenmad… jeg er slet ikke sulten, men jeg skal jo have mad. Drikker min café con leche i en mundfuld og spiser min croissant i endnu en.  På med rygsækken og videre…   Endelig er jeg på vej ind i Santiago… jeg følger glad de gule pile…  der er mange gule pile…  indtil jeg kommer ind i selve centrum…  her vrimler det med mennesker – lokale og pilgrimme.  De lokale hiver fat i mig og spørger, om jeg har brug for et hostel i nat…  jeg takker pænt nej. Ti skridt mere og endnu en tilbyder mig ly for natten for kun € 15 …  igen nej tak.   Ved fontænen/springvandet er jeg lost…  hvilken vej? - Jeg kaster lidt koldt vand i hovedet og drikker lidt fra strålen.. det er dejligt iskoldt.

Jeg spørger om vej…  en ældre kvinde peger i retning af Katedralen, mens hun tager min hånd og på spansk siger noget i stil med ”velkommen kære pilgrim”.  Jeg finder ned mod Katedralen og kan nu se bagsiden af tårnene.  Da jeg kommer om på pladsen… og kan se Katedralen, som jeg har set den på så mange billeder inden min afrejse… sker der noget inden i mig…   Jeg står næsten med armene i vejret…  nu er jeg her!! …..endelig!!  Og samtidig løber tårerne ned af kinderne på mig. Et antiklimaks… Nu er jeg her endelig, men det betyder jo også, at denne vidunderlige rejse er slut. Jeg står lidt og kommer til mig selv… Finder pilgrimskontoret, som ligger lige ved siden af Katedralen. Jeg står i en lang kø af trætte men glade pilgrimme, som også vil have bevis på deres dåd. Køen flytter sig langsomt.  Klokken er 11.00.  Jeg føler en utrolig lettelse og er samtidig fandens ked af det… Nu er det blevet min tur…  jeg går over til skranken og viser mit pilgrimspas. Hun kigger i passet og spørger mig, hvor jeg startede, og hvorfor jeg gik turen. Hun beder mig udfylde en seddel med mine info…. Køn (Ja), Nationalitet (Danmark), Start (St. Jean-Pied-de-Port), Hvordan (til fods), Navn…… osv.  Hun sidder og kigger på mit navn, og hun ser eftertænksom ud.  Jeg venter…  hvad skriver hun mon??  Hvad hedder jeg på latin… ??   Hun skriver mit navn, som det er…. !!  Dejligt.  Et bevis med mit navn på. Jeg havde jo hørt, at de ændrer fornavn til den latinske betegnelse. Med mit Compostellana (pilgrimsbevis) i hånden går jeg ned af trappen, møder Chris og giver ham et knus.  

Jeg tog til pilgrimsmesse i Katedralen… afslutningen.  Her var fyldt til bristepunktet. Både de lokale og alle pilgrimmene tog til messe. Jeg og en masse andre stod eller sad på gulvet i mellemgangen. Det hele foregår på spansk, og utroligt nok forstår jeg meget mere, end jeg havde regnet med. Biskoppen byder velkommen til alle pilgrimme og snakker om vejen til Santiago. Fortæller om Sankt Jakob og hans færd og vigtighed. Sankt Jakob ligger i dag begravet i Katedralen. Efter lidt sang, bønner, nadver og velsignelse svinger de det kæmpestore røgelseskar, botafumeiro’en.  Den bliver hejst op og svinget fra den ene ende af Katedralen til den anden. Et sving på ca. 50 meter. En tradition, de har holdt i hævd over mange hundrede år. I gamle dage svang man røgelseskarret for at fjerne den grimme lugt fra pilgrimme. I dag er det ”bare” tradition.  

Efter endt messe mødte jeg ved udgangen Enda… Skønt at se ham igen. Han ser glad ud. Jeg giver ham et knus… Et knus, jeg skulle have givet ham for længe siden. Bernardo er her også og Chris. Fiona og Christelle dukker op. Vi stiller op til fotografering udenfor. Og går til refugiet i Santiago. Et gammelt kloster.  Vi checker ind – betaler € 5. Men intet stempel. Han siger, at sidste stempel er på pilgrimskontoret. Så jeg har fået mit stempel. Stor stor sovesal.  Men det er ok.  Et bad…. ren bluse og min sarong – sandaler og så alle værdigenstande med…   En tur ned i byen.  Vi drikker en øl sammen og skåler for hinanden. I morgen vil Enda tage til Finisterre med bussen. Jeg overvejer at gøre ham selskab, men vil også gerne lige have en dag i Santiago. Sende en e-mail hjem og fortælle alle, hvor jeg er. Kigge lidt på byen og så tage en fridag…  Jeg har jo også bestemt mig for, at jeg vil gå derud. 75-100 km mere… nu når jeg er i gang.   

Jeg går mig en tur på en times tid.  Jeg kan slet ikke holde op med at gå. Tilbage ved Katedralen møder jeg det spanske par udenfor. Spørger, om jeg må byde dem på en øl. De takker ja.  Vi sidder og hygger os, og en øl bliver til to og tre. Min krop er slet ikke vant til denne mængde alkohol, og alligevel er det, som om kroppen bare brænder det af.  Jeg beder om regningen, men får ikke lov at betale…  Du er i vores land og er vores gæst, derfor betaler vi, siger de…  det vil være en fornærmelse mod os, hvis du betaler!  Ok…   jeg vil da ikke fornærme dem.   De spørger, om jeg vil med ud at spise tapas…  Ja tak…De er kendte i Santiago… og finder en lille bitte restaurant. Her spiser vi tapas i overflod. Kammuslinger, bitte små fisk, små stærke peberfrugter, brød med noget? i,  og meget meget mere.  Tjeneren byder på et glas Orujo (udtales= OruHo). En spansk snaps – smager dejligt, men sparker som en hest…  dem fik vi et par stykker af. Et par timer senere vakler jeg tilbage til refugiet….  og falder straks glad i søvn.

<<<

<<< Oversigt