CAMINO de SANTIAGO

Fredag,  12. september  2003

Jeg har ikke lukket et øje i nat...  - for første gang på denne eventyrlige rejse er jeg blevet holdt vågen næsten hele natten. Jeg fortryder nu, at jeg ikke har gemt et par "nød-ørepropper" til mig selv. Den store spanske?? fyr, som ligger i køjen op ad min, snorker som et ondt år.  Jeg blev frustreret, for jeg var træt og har brug for min søvn.  Jeg rykkede flere gange i hans pude... prøvede forgæves at få ham til at vende sig... vækkede ham og bad ham vende sig...  men nej!!!  Jeg kunne høre, andre også var urolige... han har sikkert holdt mange vågen i nat. Jeg har en lang dag for mig. Jeg er stadig træt, men har fundet nogle reserver, jeg kan trække lidt på.   Chris sover stadig... tror jeg. 

 

Jeg stod op... klokken var lidt i 5. Jeg ville alligevel ikke få sovet, og samtidig vil jeg gerne nå så langt som muligt, inden det bliver for varmt. Slæbte sovepose, rygsæk og støvler ud i forhallen. Gik tilbage med pandelampen, da jeg havde en fornemmelse af at have glemt noget...  jo...  der hang hylstret til soveposen...   - Jeg fik pakket - og som jeg smed rygsækken på ryggen, stod Chris over for mig...  Venter du ikke lige på mig? spurgte han...  Jeg sagde nej..  i dag vil jeg gå alene...  - Hvor stopper du? spurgte han...  Aner det ikke, løj jeg, vel vidende at mit mål i dag var Casanova.  Jeg ville bare være mig selv i dag. Ingen aftaler. Så jeg tog af sted, mens han gjorde sig klar. 

 

Efter 2-3 km mødte jeg Fiona og Christelle... de gik som 2 skræmte høns i mørket. Jeg satte farten lidt ned... men det er svært at gå så langsomt, som de gør, så jeg "stak af".  Endnu 2-3 km, og det var tid til morgenmad.  En lille café, men jeg kunne få min sædvanlige morgenmad. Købte et par müsli barrer til turen. Så igennem vinduet Chris gå forbi - han vinkede. Jeg troede et øjeblik, han ville komme ind, og at jeg alligevel ikke ville komme til at gå for mig selv, men han fortsatte. 

 

Jeg nød at vandre for mig selv i dag.. at se dagen stå op... stjernerne forsvandt langsomt i takt med, at himlen blev malet rød. Solen var ved at vække landskabet.  Jeg nød at være mig selv. Jeg havde tid til at nyde dette til fulde. Jeg fik øje på en kat.... den listede af sted, som var den på jagt... den lignede en lille løve. Et par meter foran den var en fugl, som intetanende sikkert var ved at hive en orm op af jorden...  Katten kom nærmere og nærmere...  og satte pludselig i spring... fuglen slap væk, inden katten havde nået at sætte kløer i den.  Pyh... 

 

Jeg ankom til Palas de Rei - kom forbi refugiet... det var endnu ikke åbent. Åbner kl. 14. Det ville jeg bestemt ikke vente på. Klokken var kun ca. halv tolv.  Jeg måtte finde en løsning på mit pilgrimspas et andet sted. Jeg kom til en stor plads...  med en turistinformation/udendørs café. Jeg spurgte efter et pilgrimspas...  han sagde at, skulle man have ekstra pilgrimspas, skulle de købes senest i Sarria ….  hmmm...  hvorfor tilbød hospitaleraen i Sarria ikke at sælge mig et. Hun måtte da kunne se, der ikke var plads nok..  Nå pyt, det var alligevel for sent og mit eget ansvar.  Jeg bestilte en bocadillo og en vand, betalte og satte mig. Fyren i informationen kom over med maden og sagde...  giv mig dit pilgrimspas, jeg tror jeg har en idé...  jeg gav ham det...  lidt undrende...  10 minutter senere kom han tilbage med det....  han havde målt det og tilføjet et langt stykke papir i forlængelse af passet med et stykke tape...  Så...!! siger han... nu er der plads til mange flere stempler. Han havde tilføjet sit eget på den sidste plads i det oprindelige...  Jeg takkede ham.  Jeg har mødt så mange flinke mennesker, som gerne vil hjælpe pilgrimme.  

 

Jeg fortsatte ud af byen... ud i landskabet...  her er bare så skønt... og så smukt..  grønt og frodigt.  En lille landsby dukker op, og jeg har ingen idé om, hvor jeg er...  her er ingen skilte, som angiver lokationen...  jeg har bare i min trance fulgt de gule pile...  mine guider.  Jeg spurgte i baren, hvor langt der er til Casanova?  Han forstod intet..  - en pige oversatte til spansk  - og svarede mig...  1 kilometer...   kun 1 kilometer...  jeg var lige ved at spørge igen.. er du sikker?   I stedet fortsatte jeg.  Jeg ved ikke, hvor langt jeg har gået...  eller hvor præcis jeg er, men jeg vil mene, det er Casanova. 

 

Jeg finder en lille bar/restaurant. Spørger om vej til refugiet. Du er her, siger hun. Her 2 refugier, siger hun.  Et lille "gratis" refugium længere oppe af vejen, og her koster det € 7...  Jeg bad om at få lov til at kigge her...  Hun viste mig sovesalen.  Her er kun plads til 15 personer.  Hvor er her skønt...  lækre senge, flotte baderum, en skøn lille have/oase...   Her vil jeg gerne blive i nat... det vil jeg gerne betale € 7 for.  Så jeg checker ind. 

 

Efter et lille bad lægger jeg mig i hængekøjen med hovedpuden. Jeg vågner senere, en del senere og er helt "rundt på gulvet". Solen bager ned... og jeg er blevet godt varm. Jeg fik vist lige indhentet min nattesøvn. Tager endnu et bad... et koldt et...   aaahh...  

 

Jeg spiser aftensmad sammen med 2 ældre engelske kvinder... de er begge fyldt 60 og har gået 10-15 km om dagen, siden de startede i Sarria.  Vi hygger og drikker lidt vin, og der bliver tændt op i den udendørs pejs.  Her er bare så hyggeligt.  Jeg går i seng kl. 21...   trænger stadig til at få sovet lidt.

Santa Irene - dag 28 >>>

<<<

<<< Oversigt