|
Da jeg
vågnede, havde jeg truffet en beslutning... Fra i morgen vil jeg igen gå for
mig selv. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig. Uanset hvor meget jeg
nyder Endas selskab.... og Chris's... så var det blevet tid til at bryde
op... Så jeg ville fortælle dem i dag, hvad jeg havde besluttet... De har
strammet deres tidsplan og sat "farten" op. Jeg har ikke travlt. Jeg har
stadig 11 dage, og det er rigeligt med tid. Faktisk er jeg foran i min
"tidsplan", men hellere være lidt foran end bagud. Vi spiste lidt morgenmad...
men snakkede ikke så meget sammen...
Det var lidt køligt her
til morgen... skyerne lå nede i dalen…. et smukt syn. Her i Galicien,
regionen hvor jeg nu befinder mig, er der sindssygt smukt... Det er svært
ikke at blive betaget af de mange små grønklædte bjerge... den tætte
bevoksning af træer og planter overalt. En fuldstændig modsætning til det
flade land hen over Mesetaen, hvor alt, hvad øjet så, var kornmarker. Her er
mange blomster.... mange træer... mange skønne dufte. Enda prøver at sælge
Irland til mig... Ja, siger han, det ligner Irland... Efter 4 kilometers
vandring (tror jeg) finder vi vores café con leche og croissant...
Temperaturen er også steget er par grader, så det tegner til endnu en varm
dag. Vi sætter os på caféens terrasse og bliver hilst velkommen af hunden.
Det er Chris's tur til at
betale for morgenmaden... Vi bliver nødt til at få afviklet "gælden" mellem
os, så ingen skylder nogen noget... Jo, jeg har besluttet mig... jeg skal gå
alene igen. Det er tid. Vi spiser og drikker.... og snakker om alt muligt.
Jeg fortæller dem endnu ikke om mine planer. Vi fortsætter efter en kort
pause... Det går nu opad... Jeg føler, at det kun går opad for tiden...
men for at komme op skal man jo først ned... ..
Vi bliver spredt lidt
under dagens vandring... jeg tror, vi alle har brug for at være alene..... går
igennem flere små byer uden at stoppe for andet end at fylde op i
vanddepoterne.... finder et frokoststed, men taler næsten ikke sammen.
Spiser bare.... det føles hverken pinligt eller akavet, stilheden altså...
faktisk er det rart. Sidder sammen uden at føle, at vi behøver at tale
sammen. Efter endnu et par kilometer begynder det at gå nedad.
Aaargghh.... jeg har fået en lille sten i skoen... hvordan p..... er den
kommet derind.... vi stopper, jeg smider støvlen, ryster den og stikker hele
poten ind i den for at finde synderen... Nix, intet... hmmm... på med
støvlen igen... 200 meter... den er der altså stadig.. Igen af med
støvlen... ryster og leder... smider sokken, vender vrangen ud og "børster"
af... på med sok og støvle.... 100 meter... den er der stadig... stenen!!!
Nu kan det være nok... jeg gider ikke mere... nu må sten være sten... og så
fortsætter jeg.
Flere steder krydser
landevejen vores vej... vores Camino. I asfalten står der malet med gul
maling.... ANIMO!! ANIMO PEREGRINO !! -- FAT MOD!! - FAT MOD,
PILGRIM!!... Vi nåede frem til Sarria... hver især. Enda stod neden for den
lange trappe op til vejen, hvor refugiet ligger... han venter på mig og
Chris. Vi får checket ind. Hvor mange?? spørger hospitaleraen... 3 siger
Chris.. – Bravo, siger hun... jeg har 4 senge tilbage. Igen var vi heldige.
Vi får et bad... og
vasket tøj... for første gang på turen i en vaskemaskine.. Vi fylder
den op sammen, og vi vasker ALT, om det er rent eller ej... får det tørret i
tørretumbleren... Dejligt. HELT rent tøj... Vi sidder nede på
caféen/baren og får et par øl... Uuhmmm.. nogle gange smager en øl altså bare
HELT fantastisk... Der sad mange pilgrimme fra forskellige
verdenshjørner... nogle har gået lige så langt som jeg, andre er startet i
León, og nogle er først lige startet... og skal træde de første skridt i
morgen... Vi er nu 110 km fra Santiago... For at få et pilgrims
Compostellana skal man have gået de sidste 100 km. Mange vælger kun at gå
disse.
Jeg er blevet sulten og
"hiver" de andre med til aftensmad. Mens vi spiser, fortæller jeg de andre om
mine planer. I morgen vil jeg holde en kort dag og kun gå til Portomarin - ca.
22 km. De har også langt planer.. Chris vil også stoppe i Portomarin og
holde en kort dag. Enda siger, han vil gå så lagt han kan... han vil gerne
prøve at få tid til at tage til Cap Finisterre. Jeg får ondt i maven... skal
jeg virkelig sige farvel til Enda i morgen... ? Det har jeg slet ikke lyst
til. Men jeg skal.... Vi udveksler e-mail adresser.... Godt... !!
Vi
køber ind til morgenmad på vej tilbage til refugiet... Det er, som om Enda
pludselig har ændret adfærd... han virker irritabel.. ???
Vi siger godnat og aftaler
at mødes til morgenmad kl. 7.00.
|