|
Vi, Enda og jeg, stod og
ventede på, at Sarah og Chris blev enige om, hvad der skulle ske i dag...
Sarahs fødder var 2 store vabler... vabler på hæle og tæer og på trædepuderne.
Hendes valg af sokker og sko har ødelagt hendes fødder. Mens vi ventede på
deres beslutning, rendte Fiona (Skotland) rundt og ledte efter Christelle
(Frankrig). Christelle havde sovet udenfor, da hun ikke ville betale for at
sove på refugiet. Fiona var ved at være bange for, at der var sket hende
noget, da Christelle ikke reagerede på hendes råb... Det viste sig heldigvis,
at Christelle bare have et godt sovehjerte. Diskussionen mellem Chris
og Sarah var nu slut. De var blevet enige. Eftersom Sarah ikke ville kunne
følge med os og gå de lange etaper, skulle hun gå tilbage til Astorga. Derfra
tage bussen til Ponferrada. Overnatte der og så tage bussen til Sarria og så
gå de sidste 110 km til Santiago. Vi ville så eventuelt kunne mødes i
Santiago. Virkede som en god løsning for Sarah.
Vi sagde på gensyn og
ønskede Sarah "buen camino". Vi fandt ud på Caminoen... uden at vide, hvor
vores vej ville bringe os i dag. Man kan tydeligt både se og mærke, at
landskabet ikke længere er fladt. Det består heller ikke længere kun af
kornmarker. Her er nu grønt og små bjerge. Det småregnede og var en smule
køligt. Jeg tog regnbukser og regnslag på. Ikke fordi det var en umiddelbar
nødvendighed, men når man går længe i småregn, er man pludselig ret våd. Det
gik støt opad... nogle steder lidt stejlt.... Vi stoppede ved "cowboy baren"
i den første by. En pudsig bar som egentlig ikke havde så meget med cowboys at
gøre. På væggen hang et billede og et diplom, som fortalte historien om to,
der havde gået Caminoen på 12 dage. 12 DAGE !!!! - 800 km.... det er
67 km i gennemsnit pr. dag. Dog bar de ikke oppakning ud over det vand, de
behøvede... men alligevel. Jeg bliver næsten udmattet ved tanken.
Efter den sædvanlige
optankning af café con leche og en halv time med støvlerne af... fortsætter
vi. Vi fortsætter op op op... og efterhånden dukker Foncebadón op... den
forladte by, som ikke længere er så forladt endda... Her ligger nu et refugium
og 2 barer/restauranter. En flok store dovne hunde ligger midt på den brede
stenvej... Det får mig til at tænke på Shirley McLaines beskrivelse i hendes
bog "Camino" om de mange farlige hunde... farlige.... HA!!! de gider knapt
ænse, at vi går forbi... en enkelt løfter dovent hovedet. Det ser ud, som om
den tænker.... åååhh... flere pilgrimme. Får vi aldrig fred? Man får lyst til
at klappe dem, men der er nu ingen grund til at udfordre skæbnen. Vi finder
ind på den ene bar. Tid til endnu en pause. Støvlerne af...
Vi vælger at gøre pausen
kort og går videre.... Snart kan man se Cruz de Ferro. Et jernkors sat på
toppen af en 5 meter høj pæl. Tid til at kaste min sten. Da vi kommer frem til
korset, finder jeg min sten frem. En lille sten, men med en enorm betydning.
Det har gennem mange mange år været tradition, at pilgrimme medbringer en
lille sten fra deres hjemland. I denne sten lægger man en intention eller
noget, man gerne vil af med.... som f.eks. frygt, had, eller...?? Det kan være
mange ting. I min sten lå en afstand... en afstand, jeg gerne ville kaste
væk... Jeg stod længe foran korset... Enda og Chris ventede på mig henne
under taget på det lille skur bag korset. Mens jeg stod der med stenen i min
hånd, løb tusindvis af tanker igennem hovedet på mig... og tårerne begyndte
at løbe... Jeg havde ingen idé om, at det skulle blive så svært at kaste
den... jeg havde båret på den, siden jeg forlod Danmark, og havde ikke
skænket den en tanke før nu. Jeg kastede den og vendte mig om mod Chris og
Enda. Jeg begyndte at gå... jeg har ikke gået så stærkt på hele Caminoen, som
jeg gjorde nu... mine ben flyttede sig med en hast, som jeg ikke ville kunne
gentage med 8 kilo på ryggen. Enda kom næsten løbende efter mig... Efter en
kilometer eller to kom vi frem til Manjarin. Her lå et lille simpelt refugium
ude midt i ingenting... jeg satte mig på en bænk udenfor og trak vejret
dybt... og langsomt... forsøgte at komme til mig selv. Enda satte sig over for
mig og så længe på mig... Hvad handlede det om? spurgte han... hvorfor sådan
en fart? Jeg kunne ikke forklare hvad eller hvorfor.... bare at jeg var nødt
til det. Han virkede, som om han forstod det hele... og alligevel ikke.
Efter en kort pause
fortsatte vi ned mod Molinaseca.... noget af nedstigningen var ret stejl. Der
skulle holdes godt igen. Det var hårdt for knæene. Noget af stien ned lignede
hensynsløst henkastede klippesten... Endelig fremme ved refugiet.
Hospitaleroen sidder udenfor og tager imod... han ser på os og peger....
uno.....
dos..... tres..... "you are in luck", siger han.... "I only have left....
3 beds"…. Wauw... vi
VAR heldige... og vi var trætte... og trængte til at hvile nu... heldigvis
var det 3 og ikke 2 senge.
- Efter
et kort hvil går vi ud og spiser... Chris går tilbage til refugiet, han har
i dag fået en hævet ankel... Enda og jeg går en måneskinstur.... og kigger
på det tæppe af stjerner, man kan se på himlen.... sidder ved floden en stund
og dypper tæer... en så romantisk stemning... virkelig intens - man kan
mærke, at vi begge har lyst til at kaste os over hinanden. Men ingen af os gør
noget.... hvorfor ikke.... ?? Vi går tilbage til refugiet uden at sige
noget..... lyset er slukket i sovesalen... så vi er nødt til at finde
køjerne i mørke…
|