|
Kl. 7 var Chris endnu
ikke klar. Han har hele tiden et eller andet, han lige skal. Men vi har jo
heller ikke travlt. Vi fandt alle ud af byen, nu med Sarah i vores følge. Det
skulle blive spændende, om hendes korte ben kunne følge med. Vi tog den lidt
med ro på vej ud af byen. Så hun lige kunne finde sin rytme. Vi stoppede ved
en kirke "Virgen del Camino" - en moderne kirke fra 70'erne. De andre fik
deres stempel, jeg måtte sige nej, jeg har næsten ikke mere plads i mit
pilgrimspas. Vi fandt et sted at spise
vores morgenmad, Sarah havde efter 4 km allerede fået sin første vabel. Hun
havde også en helt forkert kombination af tennissokker, et par alt for store
uldsokker over tennissokkerne og nye støvler. Hele 3 forkerte ting. Så det
måtte komme. Jeg gav hende noget Compeed og sportstape og sagde, hun skulle
tage uldsokkerne af. Når de er for store, krøller de sammen, og det giver
vabler.
Vi fortsatte, Sarah havde
svært ved at følge med. De korte ben. Det er hårdt, når hun skal tage to
skridt for hvert skridt vi tager. Samtidigt er det også hårdt for lange ben at
gå "for korte" skridt, når du har ekstra kilo på ryggen. Jeg fulgtes lidt med
hende, da Chris og Enda var langt forude... jeg syntes ikke, hun skulle gå
alene. Hun er en sød pige, som har meget på hjerte. Efter et par kilometer
stod Chris og Enda og ventede... De havde aftalt, at vi skulle stoppe ved
næste by og købe ind til frokost, som vi så kunne tage med os. Vi gik langs
store majsmarker... overvejede et kort øjeblik at "låne" er par majskolber
til aftensmaden. Vi fik købt lidt mad, brød, ost, tomat, juice og ventede uden
for købmanden. Sarah halter. Det ser ikke godt ud. Vi finder ud på den anden
side af skoven og holder frokost under nogle store træer.
Jeg afleverer endnu en
omgang Compeed og sportstape til Sarah. Siger at hun må sørge for at få købt
noget, da jeg nu kun har til i morgen tidlig. Vi aftaler, at Enda og jeg
fortsætter, og så mødes vi alle på refugiet, når Chris og Sarah når frem.
Langs vejen ligger der en lille å i "grøftekanten", og for hvert skridt vi
tager, hører vi et lille plask... plask plask plask pla........sk. Vi kigger,
men kan intet se for de mange planter, der næsten dækker. Igen plask plask
plask......... Her er et hav af små frøer... det var dette, der skulle hedde
"frogville" (Burgo de Ranero).
Det er næsten som at gå
igennem to små byer på vej ind til refugiet... delt af en lang gammel
stenbro. Vi kommer frem - får vores stempel i passet og betaler € 3. Her ser
rigtigt hyggeligt ud. Hospitaleroen fortæller, at det igennem mange år har
været tradition, at refugiehjælpere bærer pilgrimmenes rygsække ind til deres
seng. Så den lille kvinde, der sidder op af væggen, rejser sig og tager både
min og Enda's rygsæk... Hold da op... jeg var bange for, at vi skulle
trække hende op af jorden, for rygsækkene må klart veje mere end hun ;-)
- Jeg hopper i bad og
vasker lidt tøj. Jeg er træt af at vaske sokker hver dag. Men de skal jo gerne
være rene. Chris og Sarah ankommer. Får soveplads ved siden af os. Mens de
bader og vasker, køber Enda og jeg ind til aftensmad. Aftensmaden skal laves
på det eneste blus, der virker. Det kan tage lang tid, når andre pilgrimme
også skal lave mad. Efter middagen får jeg fodmasage af Enda.... som tak
for nakkemassagen i går. Vi går en tur ud i byen, de andre vil ikke med.
Himlen er spækket med stjerner... som alle lyser om kap. Åhhh... jeg har bare
lyst til at kaste mig i armene på Enda.... jeg aner ikke, hvad der holder
mig tilbage... Men jeg nyder hans selskab. Virkelig meget. Tilbage på
refugiet deler vi vin med de andre pilgrimme, indtil lyset i gården bliver
slukket.... OK…. sengetid.
|