|
Jeg vågnede som vanligt
tidligt.... har sovet virkelig dårligt. Sengen var alt for kort. Sarah
snorksover stadig. Jeg åbner døren til balkonen, der er helt mennesketomt nede
på pladsen. Der er ikke en sky på himlen, det tegner til at blive en fin dag.
Jeg lader døren stå åben og lægger mig igen. Det er en underlig fornemmelse
ikke at skulle ud at gå 20-30 eller 40 km i dag. En fridag... Hvad skal vi
dog lave? Mine fødder er normale
igen. Eller næsten normale. De er i hvert fald ikke længere ømme. Det er helt
utroligt, hvad kroppen kan klare, og hvor hurtigt den egentlig kan komme sig.
Jeg er nu over halvvejs. Det er svært at fatte. For 19 dage siden begyndte jeg
denne fantastiske rejse. Jeg nyder virkelig dette. Trods træthed og ømme
muskler. Man føler sig som en nomade/sigøjner, som altid er "on the move".
Flytter sig hele tiden til et nyt sted. Og det giver også en stor følelse af
lyksalighed. Jeg er på denne tur gladere, end jeg har været i meget lang tid.
Og jeg som ellers altid er glad. Det banker på døren, Chris vil høre, om vi
vil med til morgenmad? Jeg vækker Sarah og går i bad.
Vi skal hente vores
rygsække igen senest kl. 12 på pensionen eller betale for en nat mere. Vi går
til morgenmad og vil hente dem senere. Selvom jeg har fri i dag, føler jeg
ikke trang til mere end den sædvanlige croissant og café con leche, men
bestiller ekstraordinært en friskpresset appelsinjuice. Efter morgenmaden går
vi en tur i Katedralen. Den er flot indvendig. Glasmosaikken i vinduerne er
fantastiske og giver et helt specielt lys inde i Katedralen. Jeg sidder og
nyder stilheden. Indtil de andre igen henter mig. Tid til at hente
rygsækkene. Vi skal sove på refugiet i nat. Et gammelt kloster. Vi bliver
indlogeret og bliver inddelt i en drenge- og pigeafdeling. Jeg løber ind i Jen
og Jóse. Jen giver mig et kæmpe knus og siger, hun har savnet mig, Jóse vil
slet ikke kigge på mig, det må han jo selv slås med... Jeg håber, at Mary T
og de 3 andre tøser også vil dukke op i løbet af dagen. Vi forlader refugiet
og finder ud i byen. Spiser lidt frokost og kigger lidt på byens gamle bydel.
Jeg føler mig både
afslappet og en smule rastløs... Jeg mangler de 8 kilo på ryggen, og mine
vandrestøvler og det smukke landskab. I stedet sidder jeg i en larmende by,
hvor jeg egentlig ikke rigtigt har lyst til at være. Men en fridag er sikkert
sundt for mig. Jeg har jo kun haft en halv fridag i San Juan de Ortega. Vi
finder en larmende internet café... som også tjener penge på de mange støjende
spillemaskiner. Det bliver til en kort e-mail. Maskinen sluger den ene euro
efter den anden. Jeg kan slet ikke holde larmen ud. Jeg har mest lyst til at
hente rygsækken og løbe ud af byen.
- Enda er også rastløs, han
kan ligesom jeg heller ikke finde ro her i byen. Vi går på sightseeing -
drikker café con leche og spiser is. Dagen flyver alligevel af sted. Og efter
aftensmaden går vi tilbage til refugiet. Der er "tvungen" pilgrimsmesse i
aften. Vi går alle samlet til kirkesalen i klosteret. Eftersom alt foregår på
spansk, forstår jeg intet. På et tidspunkt under messen kan jeg slet ikke lade
være at grine... men prøver at holde det for mig selv. Op og stå, ned og
sidde.... op og stå, ned og sidde.... op og stå, ned og sidde....op op stå,
ned og s............ jeg kan alligevel mærke musklerne og en smule træthed i
benene… op og stå, ned og sidde....op og stå, ned og s......... puuhh....
hvor mange gange skal vi dette? Efter endt messe er det godnat. Vi aftaler at
være klar kl. 07.00 i morgen...
|