|
Står op, da de italienske
Camino "cykelpilgrimme" begynder at rumstere. Jeg tager rygsækken og går
nedenunder, renser vabler og pakker dem ind, så de kan klare endnu en dag, og
gør mig klar til at gå. Nogle af de andre sidder og spiser morgenmad. Jeg har
ikke købt noget ind, så jeg må vente. Det regner udenfor. Ind igen, på med
regnslag og regnbukser. Finder ud af byen, men kan ikke finde min guide. Den
gule pil. Jeg fortsætter ad den ene vej ud af byen og håber på, at det er den
rette... - det viser sig, at det er helt forkert. Jeg vender om. Går tilbage
og finder den pil, jeg havde overset i mørket. Går nu ad rette vej. Jeg
kan se andre pilgrimme langt forude. Det er holdt op med at regne, tager
regnslaget af og lader det hænge på rygsækken, så jeg har det lige ved hånden,
hvis det begynder at regne igen. Regnbukserne føles varme, men vil ikke tage
dem af endnu. En pilgrim forude er stoppet... Jeg kan ikke se, hvem det er,
men jeg håber, at det er Enda, og at jeg kan nå at indhente ham. Tror det
bliver svært, han har lange ben. Jeg kommer nærmere og nærmere, men kan stadig
ikke se, hvem det er... da jeg kommer næsten helt frem, gør mit hjerte lige
et ekstra hop... det er Enda, jeg sender lige et hurtigt tak til ham
foroven. Jeg stopper og tager regnbukserne af, og vi følges derefter mod vest.
Landskabet har forandret sig... her er blevet lidt grønnere
Vi stopper i den næste
lille by, vi ser 2 velkendte rygsække uden for en café, og indenfor sidder
Chris og Bernardo. Tid til café con leche og en croissant. Chris fortæller, at
de vil holde en fridag i León, og at han skal hente Sarah på banegården i
León. Sarah er en af Chris´s veninder fra London, som vil gøre ham selskab den
sidste del af turen. Jeg fortæller, at jeg også gerne vil til León i dag, men
at jeg ikke er sikker på, at jeg kan gå så langt. De skal nok få mig til León,
siger de. Vi holder bare pause, når der er behov…. jaaa, det plejer jeg nu
også at gøre. Men OK.
Efter pausen fortsætter
vi alle 4 videre sammen. Benardo og Chris ligger hurtigt foran. Enda og jeg
går sammen. Jeg syntes ikke, man kan høre på ham, at han er irsk…næsten ikke.
Han er en dejlig varm og rolig fyr. En dejlig humor. Jeg føler mig godt tilpas
i hans selskab. Chris derimod virker mere "stresset". Men måske tager jeg
fejl. Vi snakker og griner... senere indhenter vi endelig Chris og Bernardo.
De holder pause. Og det er blevet tid til frokost... ALLEREDE??
Vi forsætter efter
frokosten, og langsomt nærmer León sig. Bernardo er "løbet" i forvejen. Han
går virkelig stærkt. Nærmest løber. Et skilt viser 5 km til León. Jeg er glad
for, at der ikke er så langt igen. Mine ben er trætte, og mine fødder gør
ondt. Jeg har brug for at sidde lidt. Tager mine støvler af og sandalerne på.
Støvlerne hjælper Chris med at binde fast på rygsækken. Det er nærmest en
befrielse at få støvlerne af... en smule af ømheden forsvinder et kort
øjeblik. Endelig inde i León by... og mine fødder er virkelig ømme. Nu skal vi
finde "centrum" og en turistinformation. En turistinformation... ? - en
underlig fornemmelse - vi er jo ikke turister, men pilgrimme. Men eftersom vi
har valgt at holde en fridag i morgen, bliver vi nødt til at finde en pension,
hvor vi alle kan overnatte. Chris, Enda og jeg... og selvfølgelig Sarah, men
hun ankommer først senere i aften. Endelig foran Katedralen i León. Enda og
jeg slår os ned på en bænk, mens vi vogter Chris's rygsæk. Han vender snart
tilbage med et kort over byen og afkrydsede pensioner. Jeg kan næsten ikke
komme på fødderne igen. De gør så ondt. Vi besøger 2 pensioner, før vi
endelig finder et sted med plads til os alle. Chris og Enda deler et værelse
og jeg deler værelse med Sarah.
Tager et bad. Vasker lidt
tøj og hænger det ud på den lille balkon. Lægger mig, så ben og fødder kan
hvile... Nu kan jeg for alvor mærke smerten i fødderne... jeg kan næsten
tude. Jeg kan ikke rigtigt finde ro... jeg kan mærke blodet dunke igennem mine
fødder. Musklerne er ømme. Hvordan skal dette nogensinde blive til fødder
igen?? - Godt vi holder fri i morgen. Jeg har vist lige besluttet, at jeg
holder fri, for det var vist ikke min hensigt tidligere. Tror nu også det er
tiltrængt... min første fridag, efter 18 dages vandring.
Efter en times tid kommer
Enda og banker på, han spørger, om jeg skal med ned at spise… Ja, det skal
jeg. Jeg er sulten. Hopper i sandalerne og tager med... Vi går rundt i byen
for at finde et sted at spise. Mine fødder synes at have kommet sig. De er
ikke nær så ømme. Mens vi leder, møder vi Bernardo og inviterer ham med. Vi
finder en skøn pilgrimsmenu med en dejlig vino til. Det bliver en kort middag,
Bernardo skal til bage til refugiet inden "sengetid", og Chris skal hente
Sarah på banegården. Enda og jeg går en tur ud i byen, finder en café og får
en café con leche og en øl. Han er altså dejlig.
- Tilbage på pensionen er
Chris tilbage med Sarah. En lille kvinde på 160 cm med små korte ben. Hvordan
skal hun kunne følge med drengene..... og mig. Vi hopper i seng. Ligger og
snakker, til mine øjne glider i.
|