|
Jeg vågnede tidligt...
for tidligt... men fandt ikke rigtigt ro til at falde i søvn igen... men jeg
var vist heller ikke den eneste, der var vågen. Tror alle 5 i kammeret var
vågne. Jeg valgte at stå op, pakke soveposen i min rygsæk. Vasketøjet fra i
går var ikke tørt... så det blev som så mange andre gange hægtet på rygsækken
med sikkerhedsnåle. Så må det jo tørre, mens jeg går. Jeg fandt ud på
grusstien under stjernerne. Himlen sov stadig. Der var ikke rigtigt brug for
pandelampen, da vejen ud af byen var ligetil. Mens jeg gik mod vest, fandt
morgensolen samme vej, mens den stod op i øst. Jeg fandt ind på en lille café
og fik min morgen croissant og café con leche. Tilbage på grusstien...
overskyet... men ingen regn. Jeg havde en god fart på i dag trods gårsdagens
træthed. Jeg nærmest fløj. Min vandrestav er en god ven. Den hjælper med at
holde rytmen og tager noget af "vægten". Jeg overhalede mange pilgrimme. "Buen
Camino", siger man gerne... betyder god vej. Jeg stoppede igen i Sahagún -
jeg havde set Matthew fra Irland og Dominique fra Barcelona gennem et
cafévindue... ville lige stoppe 5 minutter for at sige hej. Det endte med en
times pause... med lidt café og cola og lidt mere brød. Kroppen forbrænder
alting så hurtigt på denne tur, så man kan blive ved med at fylde på. Vi sad
og snakkede... Matthew overvejede at stoppe. Han følte ikke, han kunne klare
mere. Stoppe.. nej nej Matthew... du må ikke stoppe, nu er du nået så langt,
sagde jeg... tag en fridag, tag to fridage... han havde ondt overalt. Jeg
følte med ham. Efter en time besluttede jeg mig for at fortsætte - Dominique
valgte at gøre mig selskab.
Dominique er en sød men
naiv tysker, som nu er bosat i Barcelona. Han flyttede til Barcelona for at
få sin spanske kæreste tilbage. Men hun ville ikke have ham. Så besluttede han
sig for at gå Caminoen for at få hende til at forelske sig i ham, som han
havde forelsket sig i hende, efter at hun havde gået Caminoen. Han havde
fortalt alle, vi mødte som talte spansk, at jeg var Annette fra USA... - jeg
forstod først, hvad han havde sagt, da Paula fra Madrid sagde....
aaaahh.. una
americana... No no no....
Soy de Dinamarca - Jeg er
fra Danmark... Jeg kunne se, at Dominique blev overrasket... Du taler bare
så godt engelsk, sagde han... Vi stoppede efter nogle timers vandring i en
lille by, Bercianos del Real Camino - FROKOST.... jeg var så sulten... og
tørstig.
Et styk bocadillo med
tortilla (flûte med "æggekage" og tomat) og en lille æblejuice til mig... -
Mens vi sidder og spiser, træder en SKØN fyr ind af døren. Endnu en pilgrim.
Han smilte, præsenterede sig, Enda fra Irland. Jeg aner ikke, hvad der
skete.... men jeg kunne mærke en ret god kemi mellem os. WAUW... vi snakkede
lidt, og jeg skulle videre...
De sidste 9 km i dag var
hårde... jeg havde nu besluttet mig for El Burgo Ranero. Oversat betyder
det frøernes by - vi pilgrimme kaldte den "frogville" Det blev i dag til 31
km. Jeg fandt refugiet, checkede ind... SKØNT refugium. Man følte sig straks
velkommen. Overnatning var "gratis" eller "per donativo". Jeg fik min
sengeplads, tog et bad, vaskede tøj og lagde mig en stund for at hvile
lidt... Da jeg går ned i underetagen igen, sidder Enda og hans Camino-venner,
Chris (England) og Bernardo (Portugal), og snakker og drikker te... jeg
bliver budt og takker ja. Der bliver tændt op i ildstedet og rigtig hygget om
os. Det er underligt, så forskellige som refugierne er. De steder,
hvor det er gratis (per donitivo), tager de virkelig hånd om os.
Der er altså noget over
ham Enda... fantastiske øjne, et skævt charmerende smil og en skøn skøn
humor. Bernardo og Enda laver aftensmad. Jeg har endnu ikke fået købt noget
eller overvejet, om jeg skal, så de byder mig at spise med. Lækker pasta med
grøntsager og tomatsovs. Vi spiser og hygger. Drikker en god lokal vin, som
Bernardo har købt... I morgen skal de til León, jeg vil også gerne til León,
men jeg ved ikke, om jeg kan så langt. 44 km. Jeg siger godnat og
hopper i køjen.
|