|
Jeg vågnede tidligt. Ved
5-tiden. Jeg kunne høre nogle af de andre snorke... et sikkert tegn på at de
sover. Jeg ville ikke vække nogen, så jeg tog min rygsæk, sovepose og støvler
under armen og pakkede rygsækken nede i stueetagen. Pakkede min vabel ind i
Compeed og sportstape. Jeg har accepteret, at den nok ikke heler, før jeg
kommer hjem. Den får jo slet ikke fred. Heldigvis kan jeg ikke mærke den, mens
jeg vandrer.
Jeg var lige ved at
glemme mit regnslag... Fik pakket det i rygsækken og gik ud på gaden og fandt
dagens første gule pil. Jeg satte mig mit mål for i dag. I dag skulle der ikke
være noget mål. Det var målet... (??)
Ud af byen og tilbage til
grussti og kornmarker. Mens dagen stod op, og det langsomt blev lysere, fik
jeg vendt en masse ting. Jeg var glad for, at jeg i går havde fået José på
afstand. Han er sikkert en sød fyr, når man først lærer ham at kende. Men hans
trang til konstant at tale og hans trang til konstant opmærksomhed fra mig
passede bare ikke til min Camino.
Jeg stopper for café con
leche og en croissant i nærmeste by. Jeg går ned af trappen til caféen, og jeg
når knapt ind af døren, før tjeneren råber af mig...
NO!! No
mochilla.... !!!
hmmm... ok... jeg må ikke have rygsækken med herind. Jeg er ikke meget for at
lade den stå ude på gaden. Tror nu ikke, at de lokale eller andre pilgrimme
ville stjæle den eller fra den - men jeg vælger alligevel at fortsætte. Jeg
går endnu 4 kilometer, før jeg kan spise morgenmad. Mens jeg sidder og nyder
dagens første café con leche, træder "julemanden" Bill ind af døren. Han
spørger mig, om jeg ikke har glemt noget i Carrión de los Condes? - Jeg
tænker... neeej... jeg mente nu, jeg havde alt. Hvilken farve har dit
håndklæde? spørger han... Nærmest turkis! siger jeg, mens jeg checker
rygsækken... åh åhhh... mit håndklæde er væk.... ! Han gav mig det og sagde,
så var det jo godt, jeg fandt dig her. - Det fik mig til at tænke på, om det
var årsagen til, at jeg ikke måtte gå ind det første sted. Han sagde til mig,
at han også havde glemt sit håndklæde et andet sted tidligere på turen, og at
han stadig mangler det. Jeg takkede ham for at være så ærlig. Jeg var glad
for at få mit håndklæde igen.
Tilbage på grusstien...
Alt er i dag fladere, end det har været de andre dage... - om muligt. Fladt
fladt fladt. Ind imellem ser man et træ ude midt i kornmarken. Jeg er glad
for, at her ikke er høj sol. Man kan nemlig ikke søge skygge for solen. Her
gælder det om at have en god hat med skygge på. Jeg har jo både kasketten og
mit tørklæde, som jeg kan bruge som bandana til at skygge i nakken. Og så har
jeg min "bøllehat".
Tiden flyver i dag... og
jeg er sulten igen... jeg kommer forbi et lille refugium i udkanten af den
lille by. Jeg ser pilgrimme sidde i gården og spise.. de har parkeret deres
rygsække på græsset. Jeg overvejer en kort stund at fortsætte, men beslutter
mig for at spise frokost her. Beslutter mig efter frokost at blive her for
natten. Får mit stempel og betaler de € 7, det koster. Får tildelt min seng.
En rimelig god seng, eneste minus er, at den er lidt for kort… jeg kan lige
være der i længden. Men der er OK.
- Fik vasket mit tøj i det
isnende kolde vand. Hængt det tørre, og efter kun få minutter begynder det at
regne... ind med det og ind i vaskerummet... jeg tror ikke, det når at tørre
til i morgen. Mit bad blev også i koldt vand. Brrrrrrr...... € 7 og ikke
noget varmt vand. Hmm.. ok... jeg kan jo alligevel ikke ændre det. Jeg
sætter mig i opholdsstuen med de andre... og her er ikke to fra samme land..
Vi er 14 pilgrimme her for natten, og vi kommer alle fra hvert vort land. Et
spørgsmål, der ofte bliver stillet, er: Hvorfor går du Caminoen. Alle har
hver sin grund. Mens vi snakker, får jeg fodmassage... trætte fødder elsker
fodmassage. Tiden løber, og det bliver spisetid. Man bliver helt vant til at
spise så sent... kl. 20 – 20.30. Efter spisetid bliver det sengetid. Det er
næsten som at være barn igen... Lyset bliver slukket kl. 22.00 og så skal der
være ro.
|