CAMINO de SANTIAGO

Lørdag, 30. august 2003

Jeg stod tidligt op. Forsøgte at få et forspring for Allan og Dave. Det lykkedes. På vej ud af byen overhalede jeg Nora og David fra Ungarn. De er så tynde... Jeg har tabt mig en hel del, jeg ved ikke hvor meget, jeg ved bare, at jeg har tabt mig. Men de er bare så tynde. Nora ser ud som en spinkel og svag pige, men der gemmer sig en stærk og glad pige indeni.  Jeg følges med dem ud af byen og fortsætter derfra alene. 

 

Endnu en dag på Mesetaen. Disse flade landskaber. Kornmarker, kornmarker så langt øjet rækker. Vejret er stadig overskyet. Det passer mig fint, særligt på disse flade strækninger, hvor der ikke er ly at søge for hverken sol eller regn. Dog er det stadig varmt. Så shorts og en soltop er stadig at foretrække. Dog med regntøjet øverst i rygsækken. 

 

Det har en meget hypnotiserende virkning at vandre på Mesetaen. Landskaberne er næsten de samme, ingen store forandringer. Her er plads til tankevirksomhed af høj kaliber. Ingen forstyrrende elementer. Man finder virkelig sig selv på disse strækninger. Selv om det nogle gange er hårdt, føler jeg mig indimellem ramt af en glædesrus uden at kunne forklare hvorfor... Det eneste, der blander sig i disse flade landskaber, er de små landsbyer, hvoraf nogle har overnatning. Og i nat hedder det altså Boadilla del Camino. 

 

Mit valg af stop for natten har vist sig at være en skøn oase. Refugiet er lille, charmerende og ganske hyggeligt. Skøn lille have. En dejlig seng. Jeg tager et bad og sætter mig hen i caféen for at nyde endnu en café con leche. Jeg er træt i dag...  mine fødder og ben er trætte...  Jeg finder det fascinerende, hvor hurtigt kroppen egentlig kan komme sig. Jeg er træt og øm nu. Men i morgen tidlig er jeg klar til endnu 20-30 kilometer.

 

Dave og Allan dukker op.... og de 4 amerikanske piger....  jeg bliver altid så glad for at se de piger, specielt Mary T.  Vi spiser alle pilgrimsmenu på refugiet. Her bliver taget så god hånd om os...  at der ikke vil være noget at klage over.  Men man klager jo ikke som pilgrim. Hvis der er en ting, man lærer her, så er det taknemmelighed...  man lærer hurtigt at være taknemmelig for alle de små ting.  Intet er givet.

 

Jeg kryber tidligt til køjs, ligger og "kigger" på dagen. Allan og Dave kryber også til køjs... og ligger og snakker højt med hinanden uden respekt for, at andre pilgrimme sover...  eller prøver på at sove. Andre tysser på dem...   jeg vælger at være tavs denne gang. 

Carrión de los Condes - dag 15>>>

<<<

<<<Oversigt