CAMINO de SANTIAGO

Fredag, 29. august  2003

Jeg har næsten ikke sovet...  eller jeg føler, at jeg næsten ikke har sovet. Jeg har ikke følt mig så tryg i nat. Tænker lidt over, om der mon var noget, jeg skulle lære her. Men jeg tror det ikke....  man skal ikke nødvendigvis lære noget af alt...  jeg går min Camino, og var jeg blevet i Burgos, som var for stor og larmende til mig...  så havde det ikke været min Camino. Så jeg tror, valget var rigtigt trods min utryghed. Jeg forlader "refugiet" meget tidligt. Kommer i tanker om, at jeg ikke fik et stempel i mit pas...  og ved nærmere eftertanke ønsker jeg heller ikke et stempel herfra.

 

Jeg finder ud af byen... det er stadig mørkt og meget stille overalt. Langsomt begynder solen at stå op, og jeg vender mig om... og ser den smukkeste solopgang...  den minder om de andre, jeg har set på denne tur...  men af en eller anden årsag virker denne mere magisk.  Himlen er helt rød... 

 

Lidt senere ser jeg Allan og Dave forude...   og får snart indhentet dem. De har sovet på refugiet i den lille by efter Villalbilla. De fortæller, at de selv var forbi Villalbilla, men valgte at gå videre trods den slemme regn. Allan snakker og snakker og snakker...  og er meget larmende...  Jeg sætter farten lidt op og prøver at lægge dem lidt bag mig med det resultat, at de sætter farten op for at følge med.  Hmm...  OK…. jeg skal følges med dem i dag. Efter endnu en time kan jeg ikke dy mig længere og siger til Allan, at han taler meget, og ikke bare meget, men også højt og hurtigt. Dave begynder at grine og siger, at det har han fortalt ham så mange gange. Jeg kan se, Allan bliver lidt flov...  han siger lidt efter, at han godt selv ved, at han snakker meget...  alligevel falder han lidt til ro.

 

Man kan mærke, at Mesetaen er begyndt...  det flade land eller højlandet, som spanierne også kalder det.  Her er næsten fladt og kornmarker, så langt øjet rækker...  vejret har skiftet lidt...  temperaturen er faldet til 25-26°, og det er overskyet.  Det er rart...  her havde været ulideligt at gå, hvis solen havde stået højt på himlen. Her er ikke et eneste træ at søge skygge under.  Sådan skal det vist fortsætte i mange dage endnu.

                       

Vi kommer til et lille kryds. 50-100 meter nede af vejen til venstre ligger et meget lille refugium... San Bol. San Bol er egentlig navnet på kilden, som løber ved siden af...  Historien siger, at pilgrimme, som dypper deres fødder i det iskolde kildevand, ikke vil have problemer med deres fødder resten af vejen mod Santiago. Allan og Dave smed støvler og sokker og stak fødderne i. Selv valgte jeg at beholde mine på. Tror ikke, der er meget, der kan redde mine fødder nu. Bliver vablerne våde... så er jeg tilbage ved status quo. Jeg behøver ikke flere vabler. Vi kiggede indenfor i refugiet...  meget meget simpelt... små madrasser på gulvet... ikke noget elektricitet, ikke noget toilet eller bad...  om aftenen hygger de sig i stearinlysets skær. Vi fortsætter mod Hontanas.

 

Vi kommer frem til refugiet. Hontanas er en gammel by, men refugiet virker nyt. Vores hospitalera (refugiemor) er meget emsig. Hun siger, at dette er det eneste sted i byen, hvor pilgrimme kan spise. Så vi skal beslutte os straks, når vi betaler for vores seng. Da vi ikke ved bedre, hopper vi alle på "limpinden" og betaler € 11 for seng og 3 retter mad og vin.  Inden aftensmaden serveres, finder vi ud af de 2 små barer, der er at finde i byen, også serverer mad. De fortæller, at de er trætte af, at hun stjæler deres kunder...  deres omsætning er gået ned. Men de kan ikke gøre noget...  Vi foreslog, at de som andre satte et lille skilt op ved indgangen til byen...  - de siger, de har forsøgt, men det bliver fjernet.  Jeg bliver utilpas over, at nogen rent faktisk udnytter pilgrimme sådan. Alle andre steder har folk været så hjælpsomme. Og her dukker griskheden op  - Godt vi kun bliver her en nat.

Boadilla del Camino - dag 14 >>>

<<<

<<<Oversigt