CAMINO de SANTIAGO

Torsdag,  28. august  2003

Forlod refugiet i San Juan de Ortega tidligt...  meget tidligt. Regnen væltede ned. Jeg iførte mig regnponchoen. Da det stadig var varmt i vejret, også så tidligt om morgenen, valgte jeg kun at have shorts på benene. Det viste sig at være en meget dårlig idé...  Men først igennem en mørk mørk skov...  hvor jeg løb ind i Nora og David fra Ungarn. Vi valgte at følges ad gennem skoven. Med deres og min lommelygte kunne vi godt finde vej, men det var svært at se vores guider...  de gule pile.  Efter en time i skoven var vi endelig ude på den anden side...  og det regnede stadig....  jeg kunne mærke, at mine fødder var helt våde...  - Jeg fandt et par tørre sokker i rygsækken, det eneste par... og mine regnbukser..  vandet var løbet ned af mine bare ben. Sokkerne havde suget vandet, og sokker og fødder var nu våde...  og naturligvis gav det et par vabler til samlingen...  Jeg fik iført mig rene sokker... opgav at sætte Compeed og sportstape på fugtig hud.  Jeg tog regnbukserne på, og det var et godt valg...  ben og sokker blev ikke længere våde.

 

Jeg har accepteret mine vabler... de er der bare. En del af min fod lige som mine tæer. Eneste forskel, tæerne har jeg brug for.  Vi stoppede i den første lille landsby og fik en kop café con leche og en croissant. Købte lidt chokolade også.  Da jeg ville fortsætte, var regnen stoppet. Men jeg beholdt regnponchoen fremme...  jeg vidste, at det ikke havde regnet for sidste gang i dag.

 

Det skulle regne mange gange i dag..  og det gav mulighed for mange korte pauser...   men endelig begynder det at klare op, næsten som jeg ankommer til Burgos...   Vejen indtil Burgos viste sig at være lang...  meget lang... på et fortov langs "industri". Store butikker, som sælger biler, køkkener og møbler...  lagerhaller og kontorer...   men alligevel en del af den proces, som vandringen er. Det var hårdt for fødderne. Da jeg endelig når ind til Burgos by, finder jeg vej til Katedralen, trodser de gule pile, som kun viser vej gennem byen til refugiet i udkanten.  Ved Katedralen møder jeg efterhånden mange kendte ansigter..  Muntse, Juan, Fabio og Simone, Monica, Jesus (udtales Hesus)  og et par stykker andre.  Vi beslutter at spise afskedsfrokost, da de næsten alle sammen skal stoppe i dag.  De har ikke mere ferie og skal hjem...  jeg har heldigvis endnu 3 uger og glæder mig over, at jeg kan fortsætte. Men bliver ked af tanken om, at jeg ikke skal se dem igen. Vi finder en restaurant og bestiller tapas i store mængder... og masser af lokal rødvin. Kartofler, chili, bitte små fisk, som lige er dyppet i frituren. Muslinger, grøntsager, bagt eller stegt...  brød, tomat og meget meget mere... vi spiser og spiser...  og jeg nyder dette selskab.  

 

Det er blevet tid for mig at gå videre... klokken er næsten 16, og jeg har besluttet, at jeg lige vil sende en e-mail og så videre...  Burgos er for stor og for larmende til min Camino.  Jeg vil sige farvel...  Hesus giver mig et knus og fortæller mig, at han ser op til mig...  han synes, jeg er en stærk kvinde. Jeg bliver næsten helt flov...  Simone giver mig et knus af den slags, hvor man ikke rigtigt slipper igen...  hvorpå han siger... "I learned so much from you - thank you". Det rører mig meget...  - Fabio er ikke meget for at sige farvel, og han græder, da jeg får et knus...  jeg begynder også at græde...  og "river" mig løs og begynder at gå...  jeg kan ikke klare flere knus og afskeder lige nu, så jeg blæser fingerkys til dem alle og går uden at vende mig om. Hvorfor er det så hårdt at sige farvel? - Vi kommer helt ind under huden på hinanden. Heldigvis har vi udvekslet e-mail adresser.

 

Jeg finder en internet café og sender en e-mail hjem til venner, familie og kolleger...   - vil besøge Katedralen på min vej ud af byen, men den har nu lukket. Jeg finder min vej ud af byen og passerer refugiet, hvor mange af de andre har indlogeret sig..  de beder mig blive der for natten, men jeg kan mærke, at jeg skal videre...  Det begynder at regne, så snart jeg er ude af byen.... skal igennem endnu en skov...  og det begynder langsomt at blive mørkt...  jeg kommer frem til Villalbilla de Burgos ved halv otte tiden...  og leder efter refugiet... der er ingen skilte...  og gaderne er tomme.  Endelig finder jeg en, jeg kan spørge...   Refugiet er forfærdeligt...  beskidt og bestemt ikke et rart sted.  Jeg skal være her alene.  HELT alene...  intet køkken, ingen mulighed for bad...  og lyset går ud kl. 21.  Jeg ligger og skriver i skæret af min lommelygte...   jeg ville egentlig gøre min rygsæk klar til i morgen, men eftersom jeg er her alene... kan jeg jo ikke forstyrre nogen...  så jeg vil vente... til i morgen tidlig.

Hontanas - dag 13>>>

<<<

<<<Oversigt