CAMINO de SANTIAGO

Onsdag,  27. august  2003

Vi (Jen, José og jeg) forlod teltpladsen tidligt.... ca. 6.30. Jeg havde besluttet mig for en kort dag. Jeg har hårdt brug for at hvile. Bare slappe af. Jeg kan mærke min krop protestere. 

 

Jeg nyder de stille morgener... nej... jeg elsker dem… høre fuglesangen og se morgenen gry og bare være... helt med mig selv og nyde den komplette stilhed. Kun høre lyden af mine skridt, der langsomt men støt bringer mig frem. Som jeg har gjort hver morgen på denne vidunderlige rejse.  Men sådan skulle det ikke være denne morgen.  Efter kun en halv time kræver José at få at vide, hvorfor jeg ikke siger noget, og hvorfor jeg er sur...  Sur??  Hvem er sur... ??  Jeg fortæller ham, at jeg nyder disse stille morgener, og at jeg ikke er sur.  Han næsten river rygsækken af mig og siger, at jeg kan fortælle ham alt, og at jeg bliver nødt til at fortælle ham, hvad problemet er. Jeg bliver lidt skræmt. Forsøger igen at fortælle ham, at der ikke er noget i vejen.... før nu, og beder ham respektere, at jeg gerne vil have lidt fred om morgenen...  jeg går min Camino og han går sin.  Jeg beder ham respektere min, som jeg respekterer hans.

 

Da turen igennem skoven kun var 13 km, ankommer vi tidligt til refugiet i San Juan de Ortega. Vi spiser lidt frokost, og jeg beslutter mig for at blive her for natten.  Jeg må have lidt hvile. José bruger alle kræfter på at overtale mig til at tage med og fortsætte 8 km mere til næste refugium. Jeg takker nej og siger, at jeg har besluttet mig... jeg bliver her...   Han bliver sur og spørger, hvorfor jeg ikke vil følges med dem.  Jeg forklarer ham, at det ikke har noget med ham eller Jen at gøre...  men at jeg har brug for hvile.  Jeg kan se, at han ikke tror på mig. Jeg føler mig en smule skræmt. Han og Jen fortsætter.  Jeg kunne godt tænke mig at lære Jen bedre at kende....  men måske jeg møder hende senere.

 

Snart åbner refugiet, og jeg og de andre pilgrimme bliver indlogeret. Jeg lægger mig og sover 3 timer, og da jeg vågner, ser jeg en engel. Mary T.  Hende har jeg savnet. Hun er et virkelig dejligt menneske. Vi sludrer lidt.  Hun er også træt.  Vi er alle trætte.  Simone dukker op. Hvor bliver jeg glad for at se ham. Han betyder virkelig meget for mig. Skønt mit italienske ikke er godt nok til en samtale, og hans engelsk er dårligt, så taler vi bare godt sammen. Han er en skøn fyr.  Jeg spørger til Fabio. Simone fortæller, at Fabio stadig er i Nájera, da han ikke kan gå.  Jeg sender Fabio en hilsen pr. SMS...  fortæller, at jeg savner ham, og hvor jeg befinder mig på ruten.  .... modtager kort efter en besked, hvor han skriver...  "soon you will have a big surprise... please cook for me I am a hungry pilgrim" - Jeg bliver en kort stund forvirret....  jamen, er han på vej...??  Simone sagde jo at.... 

 

2 timer senere kommer Simone og henter mig...  Fabio er ankommet. Han har gået 40 km på en dårlig ankel. Dejligt at se ham igen. Jeg giver ham et stort knus.  Det er, som om familien igen er samlet.   Vi spiser aftensmad...  en stor gruppe af spaniere og italienere og mig...   De 4 amerikanske piger spiser for sig selv.  - Det bliver sengetid, og lyset slukkes om lidt...

Villalbilla de Burgos - dag 12 >>>

<<<

<<<Oversigt