CAMINO de SANTIAGO

Søndag, 17. august 2003

Stempel nr. 3....  De er altså flotte...  stemplerne.

 

Jeg spiste morgenmad på refugiet i St. Jean-Pied-de-Port...  nu var der jo betalt for den.  Vi (Iris, Constanze og jeg) hyggede os ved morgenbordet med de andre pilgrimme, bl.a. Helmut og Helga fra Tyskland, som hvert år vandrer et lille stykke af Caminoen. De startede i Tyskland for 7 år siden, og vil i år vandre til Burgos ca. 300 km herfra...   Jeg er imponeret...  jeg skal først i gang nu..  

 

De 2 tøser fra Østrig og jeg starter for alvor vandringen ca. kl. 7.30 med at stige op i Pyrenæerne. Op, op, op, op....... og OP. Det var hårdt. Vi var heldige med vejret.  Regnen var stoppet, og solen var gemt bag skyerne...  men det var varmt...  ret varmt, og havde solen været fremme, havde det været endnu varmere. Der gik ikke lang tid, før vi svedte...  Turen op i Pyrenæerne syntes meeeget lang  Det går HELE tiden op... en konstant stigning.   

 

Efter ca. 5-6 kilometer fandt vi den første "fuente" (vandpost), og jeg opdagede, at min 2-liters camelbag næsten var tom. Jeg blev nu klar over, at jeg måtte passe på mit vand...  heldigvis havde jeg en ekstra drikkeflaske med (½ liter).  Min camelbag og flasken blev fyldt op ...  der var jo langt endnu, og jeg vidste heller ikke, hvornår den næste fuente ville dukke op.   Puuuuh, det var stadig varmt. Men stadig overskyet.  Sjovt som landskabet forandrer sig fra goldt... til blomster og træer. Overalt var der flokke med køer og får, og kunne man ikke se dem, blev de afsløret af deres klokker om halsen. Og ind i mellem kunne man se ørne eller gribbe svæve stille i luften, de venter sikkert på, at trætte pilgrimme falder om i varmen... 

 

Min hæl begyndte at brænde...  jeg havde godt mærket det for nogle timer siden...  en begyndende vabel, som jeg valgte at ignorere...  og hvad kan jeg så lære af det...?? Men nu var den der altså.. VABLEN...   jeg gjorde, som jeg vidste bedst... (jeg er nu blevet klogere). Punkterede vablen og satte Compeed plaster på.  Så skulle den jo være behandlet. Så jeg fortsatte.

 

........Endelig!!  Den næste fontæne, efter endnu 10 km....SKØNT!!!  Ja, indtil vi fandt ud af, at den var tør. HELT tør.  Ingen vand at fylde på.  Nu skulle der altså spares på reserverne – der var jo stadig langt til Roncevalles.  På vej mod toppen mødte jeg Miguel (fra Spanien). En ældre interessant herre, som nu boede i Madrid, men var opvokset i Santiago. Han fortalte mig historien om Ib-skallen, som er et pilgrimsmærke.

 

Ib-skallen skal ikke bæres på vejen mod Santiago. Før i tiden kunne den kun modtages i Santiago med pilgrimskorset påsat. Den skulle nemlig beskytte pilgrimmen mod farer på hans vej tilbage, hvor han kom fra. Men i dag bærer alle pilgrimme skallen på vej til Santiago, og sådan skal det forsætte, hvis man spørger mig. 

Nu startede turen heldigvis nedad, ned mod første overnatning.  Miguel og jeg mistede Iris og Constanze bagved...  vi kunne ikke se dem. Turen ned var ikke HELT så stejl, som jeg havde ventet (hørt), men det gik "stejlt" ned. Nedstigningen var faktisk lidt en befrielse nu, hvor der havde været en konstant stigning i nogle timer. 24 km op - og 4 km ned.

 

Refugiet i Roncevalles var en gave. Pris € 7.  En dejlig seng. Jeg delte værelse med 7 andre piger, deriblandt 4 skønne amerikanske tøser.  Mary Teresa, Kate, Miriam og Terese. Jeg fik mit bad og opdagede, at mit Compeed plaster var "faldet" af...  og huden også.. AV.... det sved. Nu havde jeg et stort åbent kødsår på størrelse med "Canada"... (altså en STOR vabel). Blev lidt bekymret, men slog det hen...  frem skal jeg nok komme...  Nå, men jeg tog med de 4 tøser til pilgrimsmesse i kirken. Religiøs eller ej - den oplevelse må man ikke gå glip af.  Det hele foregik på spansk og latin, og alligevel forstod jeg en smule. Måske skyldtes det omstændighederne. Det var en meget overvældende oplevelse, og jeg kneb en tåre. Til slut blev alle pilgrimme kaldt op til alteret, og her blev vi velsignet og ønsket god rejse mod Skt. Jakob og Santiago.

 

Nu skulle der spises...  pilgrimsrestauranten var fuld, og der var ventetid...  så vi fandt et andet sted. Jeg gik i seng uden ret meget mad, men jeg var glad og  tilfreds...  og var sikker på, at jeg ville sove som en sten.

Zubiri - dag 2>>>

<<<

<<< Oversigt