|
Vi forlod alle tre refugiet.
Jeg ville gerne gå så langt som muligt, inden varmen slog til. Vi fandt stien
ned til strandsiden. Det var meget smukt. I dag havde jeg følelsen af, at jeg
ville blive overladt en del til mig selv, da Carluccia og José Luis faldt
bagud – de gik meget meget langsomt og snakkede. De havde sikkert mange ting
at tale om, da i morgen er Carluccias sidste dag på Camino del Norte. José
Luis er en mexicaner, som bor i Barcelona, og Carluccia bor sammen med sin
datter i Milano... Jeg håber, de finder ud af det sammen, for de klæder
hinanden godt.
Hele dagen faldt de bagud
og bad mig gå langsommere… Hvordan kan jeg gå langsommere uden at stoppe?? De
er begge ”små” mennesker med korte ben, og med mine lange ben er jeg nødt til
at holde en vis rytme/hastighed for at nyde min vandretur. Jeg sagde, at jeg
ville vente ind imellem.
Vi fandt endelig et sted
at spise morgenmad – jeg undrer mig konstant over, at det er så svært på denne
Camino at finde en åben bar/café, hvor man kan få sin morgenkaffe. Et øjeblik
alene med Carluccia fortalte hun, at hun er bange.... bange for hvad der vil
ske mellem dem, når de begge er rejst hjem, hvilket jeg sagtens kan forholde
mig til, mere end hun tror.
Vi fortsatte med mig
langt foran og dem langt bagud… Jeg besluttede, at jeg ikke ville vente på dem
længere… vi havde allerede tilbragt 6 timer på at vandre 14 km… hvilket var
alt for langsomt... og vi havde endnu 12 km at gå. Jeg gjorde stop ved en
gammel kirke og ventede på dem, mens jeg sad i skyggen... Efter 15 minutter
dukkede de op... Jeg fortalte dem, at jeg ville fortsætte til Sebrayo uden at
stoppe eller vente på dem, og at jeg ville møde dem på refugiet. De lod til at
forstå, og vi aftalte at mødes senere... men først en lille pause... - Jeg
havde det godt med min beslutning.
Jeg forlod dem og
fortsatte i mit eget tempo. Jeg nød øjeblikket og stilheden. Dog skulle
stilheden brydes... Den spanske pilgrim Rafael indhentede mig og begyndte at
snakke. Jeg troede, jeg var blevet rimelig god til at forstå spansk, men jeg
kunne overhovedet ikke forstå Rafael. Jeg ved ikke, om det er hans accent,
eller om det er, fordi han taler meget meget stærkt, måske begge dele. Jeg bad
ham tale langsomt, men det gjorde han ikke... i stedet insisterede han på at
følges med mig... og han blev ved med at snakke og snakke og snakke og
sna.... Jeg kan ikke få ham til at forstå, at jeg ikke forstår ham...
Rafael er altid på de samme refugier, og han er altid meget larmende.... hold
mund... hold mund!!! Fremme ved refugiet, som var let at overse, fik jeg
mig et koldt bad... et meget koldt bad, det var nærmest is, der kom ud af
bruseren. Brrr.... En time senere ankom Carluccia og José.
Jeg har lovet José, at
jeg ville vandre med ham, når Carluccia er taget hjem til Italien.... Men jeg
tror nu, jeg er mere ”hooked” på at være mig selv og vandre alene... jeg har
faktisk ikke været alene, siden jeg begyndte Caminoen. Måske er jeg her for
at lære at sige stop... Jeg sagde stop i dag... men det tager mig altid en
evighed, før jeg siger noget, hvis jeg siger noget...
- OK…..
vi har lige købt ind til aftensmad i den sjoveste lille ”butik” - den åbner
først sent... udvalget fandt vi på hylder bag i en varevogn... her var
kasseapparat og vin og pasta og frugt, chokolade o.s.v...... – dog stadig et
lille udvalg. Vi endte med at få købt ind til ris, tomatsovs og æg...
|