|
I dag var en “fridag” – men
vi flyttede os stadig. Min krop havde brug for at hele, og vi havde ikke lyst
til endnu en dag med 33 kilometers vandring på asfalt. Vi tog bussen til
Ribadesella. Landskabet passerede hurtigt forbi, og der var ikke meget at nyde
ud over en afslappet tur – det var dagens beslutning.
…Faktisk føltes det godt
at tage dagens etape med bus, kroppen er ikke slidt efter en lang dag på
asfalt, og jeg følte mig ikke træt eller udmattet på grund af feber. 30
minutter med bus, og vi ankommer til Ribadesella. – Vi ville spise frokost
her... men først ville jeg skrive nogle e-mails, og Carluccia ville shoppe.
Efter et par timer i Ribadesella fortsatte vi mod San Esteban, kun 5
kilometers vandring. Vi fandt her pilgrimsrefugiet. Faktisk er her kun et
refugie og en kirke. Jeg ville ønske, at vi havde vidst dette, så havde vi
taget noget mad med. Refugiet åbnede først kl. 18 – så vi fortsatte til
nærmeste landsby for at få noget at spise, da vi ikke fik vores frokost i
Ribadesella. Jeg fik fornemmelsen af, at vi ikke var helt velkomne på baren.
Vi blev placeret ved et bord i hjørnet og blev dårligt nok talt til, da vi
ville bestille vores frokost.
Efter frokost gik vi
tilbage til San Esteban… 2 km. Vi satte os uden for i solskinnet og ventede
på, at refugiet skulle åbne. En lastvognschauffør, som havde parkeret foran
refugiet, havde en nøgle, og vi blev hurtigt lukket ind med ordre om ikke at
åbne døren, selv om der kom nogle vi kendte. Normalt kommer man først ind
efter kl. 18. – Vi fik intet bad – vandet var iskoldt, og vi behøvede
egentlig heller ikke et bad.... vi har kun gået 5 lette kilometer i dag.
José Luis og ”peregrino
rapido” dukkede op kort efter kl. 18. Vi besluttede at gå tilbage til baren,
hvor Carluccia og jeg fik frokost. José Luis, Carluccia og jeg. Jeg begynder
at tro, at der foregår noget mellem de to. Hun taler om ham, når han ikke er
der (men er ventet), og han kigger på hende med en særlig glød i øjet.
...noget foregår der helt sikkert.
- Vi fik noget at spise og
et par øl…. snakkede. Igen var bar-ejeren meget uvenlig over for os. Måske kan
de ikke lide gæster... eller pilgrimme. På vej tilbage til refugiet ”tabte”
jeg de to andre... mit gæt er, at de gerne ville ”tabes” - De dukkede op ved
refugiet kl. 23, og døren blev lukket kl. 22 :-) De foregiver, at intet er
sket.... men hvem prøver de at narre... ??
|